La Ca' Növa hører til de klassiske familieproducenter i hjertet af Barbaresco, hvor Nebbiolo dyrkes med dyb respekt for både druen og den jord, den vokser i. Lige nu har vi tre vine fra huset på lager – fra den rene, klassiske Barbaresco til to af zonens mest fejrede cru-marker, Montestefano og Montefico. Tilsammen viser de hele Nebbioloens spændvidde: elegance, kraft og en mineralsk dybde, der får selv garvede vinelskere til at standse op.

Den klassiske Barbaresco fra La Ca' Növa er renhed sat på flaske. Næsen er præcis og indbydende med modne røde bær, hindbær, tranebær og kirsebær, viklet ind i de dufte, vi elsker ved god Nebbiolo: saftige rosenblade, lerkrukke, peber, nelliker, våde sten og et fint støvet drys. Smagen er lige så ren og saftig, båret frem af kirsebær og tranebær og afsluttet af en bølge mundvandsdrivende tanniner med et strejf af støvet kalk. Enkel og kompleks på én og samme tid – en påmindelse om, hvad Nebbiolo kan.

Montestefano er en af Barbarescos mest kraftfulde cru-marker, og det mærkes. Her er masser af kirsebær – også de mørkere af slagsen – sammen med tranebær, rosenblade, tjære, peber, nelliker og timian. Under Nebbioloens elegante charme rumler en tæt, jordet tyngde som regnvåd ler, der holder vinen i et fast greb. Smagen er frugtig og rund, insisterende og lang, med tydelig moden frugt og krydderier. En Barbaresco med både elegance, enorm smag og lag på lag af den jord, den kommer fra.

Den mest intellektuelle af de tre. Næsen er nærmest overjordisk: hvirvlende floralitet, metallisk mineralitet, knust kalk, støv, krydderier og urter – og under det hele ren, fin frugt med kirsebær og let bitre tranebær. Det er en duft, der driller hjernen og inviterer til fordybelse. Smagen er ultraren og lang og slutter af med tusindvis af fine, sandede tanniner, der skurer let som kalk. En vin, der minder os om, hvorfor vin er så meget mere end bare væske i et glas.

Alle tre vine kan opleves nu. Læs mere om producenten og find vinene her.

Skål!

Se vinene fra La Ca' Növa her