Chianti Classico Riserva DOCG 2017, Villa Pomona
Om vinen
Vi skal til den smukke by Siena, hvor Villa Pomona ligger på en bakke lidt nord for byen med en dejlig udsigt til Siena's tårne. Jorden er meget kalkholdig og giver vinen en god kompleksitet. Vinen lagres 15 måneder på fad og derefter 9 måneder i cementtank.
Klassisk oldschool Chianti med en rødfrugtig næse af kirsebær, læder, ruskind, timian, syrlig balsamico og våde knuste granitskærver. Smagen er flot og majestætisk – som rigtig Chianti skal være. Frugten strutter i munden med en ægte og arketypisk toskansk syrlighed og sprælske bitre toner af kirsebærsten. Vinen er tør og tanninerne fremstår granulerede og sprøde. Men den kølige stil giver samtidig en uimodståelig og imødekommende friskhed. Det bliver ikke meget mere klassisk end dette.
Læs mere om vinen her...
Producenten
Villa Pomona ledes af Monica, der byttede jobbet som dyrlæge ud med vinproduktion, og hun beskriver det som ”én af de mest vanvittige og mest vidunderlige beslutninger jeg har taget”. Hendes dedikation og indiskutable passion for håndværket skinner igennem i hendes vine.
I vinmarkerne lader hun græsset gro mellem rækkerne, og sår kløver og byg som dækplanter. Beskæring, udtynding, fjernelse og blade og høsten udføres manuelt, og i vineriet anvendes naturlig gær til den temperaturkontrollerede gæringsproces.
Læs mere om producenten her...
Det siger anmelderne om vinen
Houlberg: 5/7 points - Læs hele anmeldelsen her.
"Det er Chianti, som bider lige der, hvor Chianti skal bide, virkelig saftig, stram, syrlig samt fortsat ung og viril. Det er dermed 5 store fingre med pil op."